Viser opslag med etiketten tulips. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten tulips. Vis alle opslag

tirsdag den 24. maj 2011

Tirsdags dagbog - tuesday diary

Siden sidst har vi fået sået en del - rødbeder (inkl. de lækre hvide og gule:-)), puntarelle (vi har også udplantningsplanter af dem, hvis de kikser sået på friland), radichio og treviso, et nyt hold valske bønner, majs (endnu i drivhuset), tallerkensmækkere og af sommerblomster iøvrigt: Gul-orange cosmos, levkøjer (småplanter), solsikker (småplanter) og reseda, ikke mindst.

Resedaerne er jo ikke nogle iøjnefaldende blomster, men jeg elsker deres rene, stærke duft. Og historien om, at Nappi (Napoleon) bragte dem hjem til Josephine fra felttoget til Egypten er da nok grund til at dyrke dem, i hvert fald for en rosendyrkende Josephine-fan som undertegnede!

Og hvad roserne angår, så er der store knopper i vores Stanwells, Isphahan, Thérese Bugnet, Jens Munk, Wild Edric og Single Cherry...!

Ellers har de historiske roser haft en lidt hård tur i år - frosten har været hård ved dem oppe i vores kuldehul af en haveforening, og senere har spindemiderne taget for sig af retterne i flere af dem. Isphahan (damascena), Félicité Parmentier (alba) og Comte de Chambord (portlandica) er dem, der er kommet mest helskindet igennem strabadserne.

Og så er der de positive ting mht roserne i år og det er at både Tuscany og Rosa Mundi gavmildt har ladet sig formere med rodskud, det er jo sjovt. Det samme gælder den unavngivne gallica vi har fået af vores nabo Hanne, den vi bare kalder Hannes arverose, fordi det er en rose der er gået i arv gennem generationer i hendes familie og jeg skal love for, at den gerne lader sig mangfoldiggøre!

En anden katastrofe i år har været den sene frost tidligere på måneden, som tog stort set alle vores bær - ribs, solbær og stikkelsbær! Jeg må lave ekstra rabarbersyltetøj i år, for ikke at fortvivle helt!

Så har jeg endelig fået styr på beddet syd for drivhuset! Jeg har fået og plantet 5 artiskokker, et par citronverbena, fransk esdragon (alle fra Din Baghaves bod på Ndr. Frihavnsgade) samt nogle etageløg taget fra vores urte-rosenbed.

I fredags kørte vi med Hanne op til Fru Plums Fuglebjerggård og kom hjem med nogle chorogi, en wasabi og 3 flotte tomatplanter. Desuden et par poser frø - rent blå (næsten, vil jeg tro!) lathyrus, samt pralbønner 'Enorma' - lyder da lovende:-)

Ellers høster og æder vi os fortsat gennem enorme mængder asparges, pak choi og tatsoi, og rabarber. Det er jo ren luksus!

Tulipaner, prydløg og akelejer og nu endelig også bonderoserne blomstrer på livet løs! Lægebaldrian er meget tæt på - tænk at vi startede med 2 små planter, oprindeligt fra Linnés Råshult, og nu er de snart mere talrige end skvalderkål og padderokker!!! Men jeg er jo vild med deres grænseoverskridende duft og smukke, hvide blomster...

Og så beklager jeg manglen på billeder denne gang - skal nok smide nogle på, så snart vi får taget nogle:-)

tirsdag den 10. maj 2011

Tirsdags dagbog - tuesday diary

I ugens løb har vi først og fremmest nusset og hygget! Enda er gået videre med pile-buegangen og jeg har lavet et 'bur' til støtte omkring aspargesbeddet, 36 bambuspinde sat i krydsmønster, så vælter vores asparges forhåbentlig ikke for meget rundt når vi har rundet Skt Hans og de får lov at vokse til.





Buegangen i pil under konstruktion.









'Asparges-bur'



Ud fra et plantesynspunkt har det selvfølgelig været et forfærdeligt tørt forår, men vi har nydt det, med aftensmad, kagespiseri (ja Hanne, dine kager er fantastiske!!) og sommerladhed på græsset. Og jeg har fået den bænk jeg længe har manglet, med udsyn over haven - det perfekte sted til at sidde og planlægge dagens arbejde, eller bare dovne med en kop kaffe og en smøg :-)

Selvom jeg både har gravet og skiftet jord i drivhuset i foråret, dukker der nu en masse selvsåede tomat og tomatilloplanter op ind i mellem de asiatiske kål. Og de ser langt kraftigere og sundere ud, end de planter vi møjsommeligt har forspiret herhjemme i vinduet! Der er tomatilloplanter til at forære væk af i år!

Apropos asiaterne, så har vi netop spist tatsoi og pak choi i hønsekødssuppen til aften -mums!










De unge asiater i drivhuset.



Og tulipanerne er i fuld gang!




Staudebed med tulipaner, bl.a. Ile de France, Havran, Paul Scherer og Westpoint







'Havran' tulipan med virus







Buket med Havran, Ile de France, Ballerina